|
Jeg er ikke færdig med at skrive siden endnu. Der kommer mere efterhånden
Bjørn, en lækker schæfer der lærte mig meget
Bjørn var ikke min egen hund, men min første svigerfars (Svend) hund.
Bjørns job var at passe på Skovkroen, der lå meget afsides i Nørreskoven på Als.
Bjørn var uddannet politihund, men blev kasseret i toårs alderen fordi han var blevet skudræd.
Da jeg en overgang boede på Skovkroen adopterede Bjørn mig. Han anså det for sin opgave, at passe på mig og lære mig så meget om hunde og træning, som han kunne. Det var et hårdt job. Jeg anede intet om hunde, men han var en dygtig lærer og ved hjælp fra Svend kunne jeg efterhånden lave en masse sjove og spændende ting med Bjørn.
Som vagthund på kroen, var Bjørn uforlignelig. Han "åd" alt levende,der kom inden for hans rækkevidde, når han passede kroen efter lukketid. Folk i omegnen var bange for ham og jeg kunne virkelig imponere krogæsterne, når jeg gik tur med ham i skoven eller lå og sloges med ham på græsplænen foan kroen...
Rufus, en bassethund med karakter
Min første hund var en genbrugs bassethund. Han var 1 år gammel da jeg overtog ham.
Hans fortid: En sømand havde foræret ham til konen (der i øvrigt boede i Istedgade i København) så hun havde selskab, når han var på langfart. Hunden var efterhånden blevet en ustyrlig teenager og blev leveret tilbage til opdrætteren.
Jeg besøgte egentlig opdrætteren for at kigge på et hvalpekuld, men kunne ikke stå for Rufus, Det var jo også nemmere at få en voksen hund, troede jeg...
Jeg blev klogere. Rufus viste sig at have mange mærkelige særheder, da jeg overtog ham:
Han var ikke stueren. Han var vandt til at være i møblerne og sove i sengen. Han var hundeangst for aviser. Han gøede ofte og længe og han kunne ikke være alene hjemme. Der var rigeligt med ufordringer.
Jeg kastede mig over hundelitteraturen, som ikke var særlig avanceret i slutningen af 80'erne,men noget lærte jeg dog. Desuden kom jeg i kontakt med en dyrlæge i nærheden af Køge, der havde beagles og vidste en masse om hounds. Han lærte mig meget om hunde og om hounds i særdeleshed. Efterhånden blev der en fornuftig hund ud af Rufus. Han var ufattelig tålmodig med børn og mine yngre søskende kunne næsten gøre hvad de ville med ham.
Rufus lignede i øvrigt Hilmar Baunsgaard påfaldende.
Rufus var på udstilling nogle gange med rigtig gode resultater. Jeg gik til ringtræning med ham i DKK. Han fik dog i 3 årsalderen konstateret epilepsi og blev derfor ikke længére udstillet.
Jeg ved ikke hvor gammel Rufus blev. Kenn (min daværende samlever) beholdt ham ,da vi gik hver til sit.
Rufilla, en halvskør bassethund
Da Rufus var 4 fik jeg endnu en bassethund. Hounds har nemlig lidt vanskeligt ved at være alene hjemme og en af de bedste måder at kurere separationsangsten hos den gruppe hunde, er at anskaffe sig en til! Rufilla (til dagligt kaldet Filla) var en kusine til Rufus og lignede ham ret meget af udseende. De var begge forholdsvis lette bassets af den engelske type og ikke så tunge som de amerikanske bassets er i dag. Begge var hvide og lysebrune.
Filla var ikke særlig typisk bassethund. Hun var mere opfarende og nervøs, end bassets normalt er. Hun befandt sig bedst som skødehund og hadede forandringer. Hun var heller ikke specielt glad for børn. Hun kunne, lige som Rufus, tilbringe lang tid siddende i vindueskarmen og studere livet udenfor. Modsat Rufus, elskede hun at lege med andre hunde. Hun kom godt ud af det med alle hunde og kunne lege i timevis. Jeg gik en del spor med hende og det var hun fantastisk til. Hun elskede at jagte harer. Når hun løb efter harer, lukkede ørerne totalt - og så kunne jeg råbe og skrige lige så meget jeg ville!
Filla blev kun 7 år gammel og blev aflivet på grund af kroniske rygsmerter.
Zinna, en herlig og lærenem "schabrador"
Zinna kom til verden i et af tolderhusene i Handewitt nær Flensborg. Kuldet var et eksperiment. Det tyske toldvæsen ville gerne prøve hvordan blandinger af schæfer og labrador fungerede arbejds- og helbedsmæssigt. De skulle kun bruge hanner og de to tæver i kuldet blev derfor solgt for 50 Dmark stykket. Hvalpene havde de bedst tænkelige forhold og blev godt socialiserede. Zinna var helt sort og havde kun 10 hvide hår på brystet. Hun lignede mest en sort schæfer med alt for lange ører, der kippede.
Både min eksmand Thomas og jeg trænede med Zinna i DcH på Ærø. Senere da vi flyttede til Djursland, var det hovedsageligt Thomas, der gik til træning med Zinna i hjemmeværnet, men den daglige træning tog jeg mig af. En overgang var Zinna faktisk så overtrænet, at det var irriterende. Hun kunne gå rundt og kigge på én og nærmest afvente at få en ordre. Det hjalp først, da jeg gik over til at træne mere opgaveløsning og selvstændige opgaver med hende.
Zinna var en ret sej tøs, socialt og sprogligt velfungerende i omgangen med andre hunde. En rigtig alfatæve. Ofte trænede hjemmeværnsgruppen sammen med militærets hunde i Tirstrup og Zinna var den eneste hunhund i gruppen og hun skulle også deltage i træningen, når hun var i løbetid. Hannerne skulle jo lære at koncentrere sig, selv om der var en løbsk tæve i nærheden. Hun var rigtig god til, at opdrage alle de snusende og pågående hanhunde. Hun var en meget lærenem hund og lærte nye ting med ufattelig hurtighed.
Zinna fik et kuld hvalpe med naboens lækre labrador, vi kaldte blandingen for "labrafere". Den ene hvalp Børge var uheldig og blev omplaceret 2 gange inden han var ½ år. Første gang på grund af "allergi" og anden gang fordi familien alligevel ikke havde tid. Han fik dog et godt hjem og kom også til træning i DcH. Den anden hvalp Leika havde vi kontakt med i mange år. Hun blev en dygtig hund i hjemmeværnet.
Zinna blev 13 år gammel og blev aflivet, da hun efterhånden var stærkt plaget af gigt og næsten blind og døv.
Ronja, et kort samliv med en rottweiler
Min eksmand Thomas ville gerne have en rottweiler. Ronja kom fra Haurums i Rinkenæs og var ud af et kuld på 12. Det var uhyre interessant at følge opvæksten og testen af de 12 hvalpe. Jeg tilså hvalpene næsten daglig, da vi boede meget tæt på. Ronja blev hos Thomas, da vi blev skilt. Da var Ronja lidt over ½ år gammel.
********************************************************************************
Familie og venners hunde, der fortjener særlig omtale
Skipper, en genbrugsschæfer
Mine forældre fik en genbrugsschæfer,fordi de skulle bruge en vagthund til at passe på forretningen om natten. Jeg var flyttet hjemmefra på det tidspunkt.
Skipper havde tidligere levet en ret kummerlig tilværelse. Han havde været forvist til et bryggers og når han var ude, tilbragte han al sin tid i lænke. Gåture var yderst sjældne.
Skipper var en utrolig børnevenlig og rar hund. Jeg tror han var så taknemmelig for sit nye liv, at han ville gøre næsten alt for sin nye familie. Nu kom han med på lange skovture og havde børn at lege med og fik i det hele taget et herligt hundeliv.
Jonas, en blind new foundlænder
Da Skipper var død ville mine forældre gerne have en ny hund og denne gang skulle det være en hvalp: Valget faldt på intet mindre end en new foundlænder. Racen blev valgt fordi det var en god, rolig og stabil familiehund.
| 